Forskningsstation Peenemünde

I 1936 begyndte tyskerne opførelsen af et kæmpestort raket forskningscenter ved Østersøen.

Tyskerne samlede her alle deres førende raket forskere og videnskabsmænd under ledelse af Wernher von Braun. Målet var at udviklen et våben til den tyske krigsmaskine.

I starten af 1942 var forskerne klar med V1-raketen og i august 1942 lykkedes det dem at opsende en V2-raket fra Peenemünde, dette var verdens første ballistiske missil.

Alt dette vidste de allierede fra deres efterretningskilder, og natten mellem 17. og 18. august 1943 angreb næsten 600 bombemaskiner Peenemünde.

Angrebet var primært rettet mod bygninger med beboelse, for derved at dræbe så mange forskere som muligt. Et "skin" angreb havde trukket størsteparten af de tyske natjagere sydpå, for at forsvare Berlin. Dette gav de to første bølger af bombemaskiner mulighed for at udpege bombemålene, og da vejret samtidig var klart og det var fuldmåne, var betingelserne optimale.

Angrebet destruerede stor set hele anlægget og dræbte over 700 personer, heraf dog 500 tvangs-udskrevne kz-fanger. Da de tyske natjagere vendte tilbage fra Berlin, var tredie og sidste bølge i gang med deres angreb. Den efterfølgende luftkamp gjorde at Royal Airforce's samlede tab var 40 bombemaskiner på dette togt.

Efter angrebet, der forsinkede tyskernes udvikling af V2 raketten med ca. 2 måneder, flyttede tyskerne hele produktionen til et stort underjordiske produktionsanlæg i byen Nordhausen og forskningen til Østrig.