V1 Base La Boissais

På en mark, sydøst for Cherbourg, byggede tyskerne i 1943 en affyringsbase for deres V1 raketter. Der blev rundt omkring i Nordfrankrig bygget et utal af denne type simple baser. Basen fik raketterne leveret via jernbane fra produktionsfabrikkerne, og på basen blev de klargjort og affyret, fra en betonrampe, mod England.

En V1 flyvende bombe kunne ikke styres, derfor skulle rampen pege direkte mod målet. Rampen i La Boissais peger direkte mod Bristol, 230 km. væk.

Afstanden fra rampen til målet var af stor betydning, da V1‘eren først ramte jorden når den løb tør for brændstof eller en særlig anordning slukkede for tilførelsen. Systemet var simpelt, men ikke særligt præcist.

Den simple og lette konstruktion og ringe omfang af selve basen, var et bevist valg fra tysk side. Basen var hurtig og ikke ressource krævende at opføre, og tiltrak sig ikke for stor opmærksomhed, fra de allieredes bombemaskiner.

Basen i La Boissais lå, efter de allieredes landgang i Normandiet i juni 1944, bagved fjendens linier, og den ellers færdigbyggede base nåede derfor ikke at få leveret og derved affyre en eneste V1 mod Bristol.