Kanonbatteri Maisy

Kanonbatteriet ved Byen Grandcamp-Maisy kun 4 km. vest for Pointe du Hoc blev påbegyndt i 1942.  Kanonbatteriet bestod af fire 105 mm. kanoner, hvoraf tre var indbygget i bunkers og en placeret i åben ringstilling. Herudover var der seks 155 mm. kanoner, alle placeret i åbne ringstillinger.

Området var massivt udbygget med bunkers til ammunition, mandskab samt nær forsvar.

Tyskerne formåede at holde kanonernes placering hemmelig overfor de allierede og kanonerne var derfor ikke, som det ellers var blevet standard, bombet op til D-dag d. 6 juni 1944. Denne uvidenhed om kanonerne medførte blandt andet også, at der under D-dag landede 21 amerikanske faldskærmssoldater på området. Disse blev hurtigt taget til fange af tyskerne.

Kanonerne kunne under D-dag, både beskyde de allierede tropper på stranden ved "Utah" og ved "Omaha". Placeringen af kanonerne lavt i forhold til det omkringliggende terræn, beskyttede dem mod de allierede flådefartøjer og i tre dage var kanonerne derfor aktive mod de allierede soldater på stranden og skibene på havet.

Om morgenen d. 9 juni, blev kanonbatteriet angrebet af amerikanske Rangers og efter 5 timer kamp, overgav tyskerne sig til overmagten.

Over 60 år senere, undrede militærhistorikeren Gary Sterne sig over en kommentar på et gammelt kort. Han besluttede sig for at undersøge området i virkeligheden og fandt på stedet et yderst velbevaret og hidtil ukendt kanonbatteri.

Gary Sterne har i dag åbnet et museum, der løbende bliver udvidet efterhånden som området blive udforsket.