Hovedkvarter Vest - Tyske ubåde

Med erobringen af Frankrig i sommeren 1940, havde tyskerne fået en oplagt mulighed for at flytte deres ubåde tættere på fronten.

Führer der Unterseeboote West, som var den tyske marines hovedkvarter for ubåde, blev etableret i havnebyen Lorient. I 1942 blev hovedkvarteret af sikkerhedsmæssige årsager flyttet til Paris og i begyndelsen af​ 1943 videre til Angers, halvvejs mellem Paris og Lorient.

I byen lå det idylliske Château de Pignerolles, som fra 1939 havde været brugt af den polske eksil regering. Siden tyskenes erobring af Frankrig havde slottet været brugt til rekreative ophold for ubådsbesætningerne, mellem deres togter.

Hele området omkring slottet blev hegnet ind og forberedt til forsvar og der blev støbt store bunkers til beskyttelse mod luftangreb. Fra den største kommando bunker blev der støbt en underjordisk tunnel til slottet.

Al kommunikation med ubådene foregik via radio og der blev derfor hejst store radiomaster.

Efter de allieredes landgang i Normandiet flyttede FdU West i august 1944 til Bergen i Norge. De ubåds flotiller der stadig opererede fra franske havne blev underlagt chefen for basen i La Palice. Resten af flotillerne blev overført til FdU Nordmeer i Bergen eller nedlagt.

Château de Pignerolles blev efter krigen brugt som hovedkvarter af den amerikanske general Patton og er i dag indrettet som museum for kommunikation.